I 2020 er der gået 50 år siden den gamle Esbjerg Kommune ved kommunalreformen i 1970 blev lagt sammen med omegnskommunerne. Derved blev Esbjerg befriet fra den indeslutning, som kom­munen i mange år havde befundet sig i, hvor en stor del af byudviklingen blev varetaget af omegns­kommuner, der var landkommuner, som ikke havde forudsætninger for at udvikle egentlige bykvar­terer efter moderne byplanteorier.

Endnu før kommunesammenlægningen besluttede Esbjerg Kommune at udlægge det sidste store ubebyggede område i den daværende kommune som et nyt samlet byområde med både parcelhuse, etagehuse og rækkehuse. Hertil kom institutioner for børn og ældre og et indkøbscenter. Den nye bydel fik navn efter den lille landsby Kvaglund, som kan føres meget langt tilbage.

Bemærk den oprindelige Kvaglundvej som førte gennem det planlagte parcelhusområde, og som blev nedlagt, hvor parcelhusene blev bygget. Kvaglundvej fører derfor ikke længere til Kvaglund, hvilket i tidens løb har frustreret udenbys gæster. Det nye parcelhusområde blev anlagt på arealer, der på gamle kort betegnes som Kvaglund hede, som blev brugt som overdrev for græssende dyr, hvilket også sker i dag på ubebyggede områder. Syd for parcelhusområdet blev der på det areal, der på gamle kort betegnes som Jerne mark, planlagt byggeri af etagehuse og rækkehuse. Parcelhusområdet ligger på et lavt bakkeparti, der skråner lidt mod nord og syd. De højeste dele når en højde på ca. 20 m. over havniveau. Parcelhusområdet har dermed en gunstig beliggenhed, hvor området ikke er udsat for risiko for oversvømmelser hverken fra havet eller fra vandløb. På grund af aflejringer af ler er der steder, hvor grundvandet lokalt kan stå ret højt. Jordbunden i Kvaglund er moræneaflejringer fra den næstsidste istid, som sluttede for ca. 125.000 år siden. Jordbunden er der­for meget gammel og udvasket. Menneskets indvirkning på naturen kom til at betyde, at skovene forsvandt og landskabet i stedet blev dækket med hede, sådan som Kvaglund hede var det, til man i slutningen af attenhundredetallet begyndte at opdyrke hederne. Et eksempel er Hedelundgård, som blev grundlagt af konsul Ditlev Lauritzen i 1902. I dag er gården væk, men der står en mindesten for gården. Der findes også en mindesten for Stengården, der har givet navn til Stengårdsvej. Den kan ses inde i de lave tilbygninger ved Områdecenter Hedelund. Der kom også mindre gårde, som nu er væk, hvilket skete i forbindelse med udstykningen af området til parcelhuse og etageejendomme ef­ter 1970.

Esbjerg Kommune eksproprierede i slutningen af tresserne næsten hele det ca. 150 ha. store om­råde og kunne derfor selv gennemføre planlægningen af den nye bydel. Det var hensigten at bygge en bydel efter engelske, tyske og amerikanske forbilleder med adskillelse af de forskellige trafikarter og indeholdende både parcelhuse, etageejendomme og tæt, lavt byggeri. Den tidligere stadsarkitekt og forvaltningschef Svend Høgsbro nævner i sin bog: ”By og udvikling Esbjerg 1970-1995” fra 2001, at man fra begyndelsen havde ambitioner om at bryde med den hidtidige form for byudvidel­ser, hvorunder der blev lagt lag på lag af ny forstadsbebyggelse uden på det eksisterende byområde. I begyndelsen af 1969 overdrog Esbjerg Kommunes byudviklingsudvalg planlægningen af den nye bydel til planlægningsfirmaet Skårup & Jespersen i København. Dette firma udarbejdede planen for Kvaglund øst for Degnevej med parcelhuse, etagehuse og tæt lavt rækkehusbyggeri. Parcelhusområ­det vest for Degnevej blev planlagt af Esbjerg Kommune selv.

Kvaglundområdet blev planlagt og gennemført som det man kalder en haveby med store åbne arealer og ret store parcelhusgrunde af forskellig størrelse. Der kom en overvægt af etageboligbe­byggelse i forhold til egnsplanens ønskede fordeling på 35% etagehuslejligheder, 15 % rækkehuse og 50% parcelhuse, hvilket senere blev anset for uheldigt og derfor ikke brugt i senere udstykninger i Esbjerg. Trafiksystemet blev differentieret med større gennemgående fordelingsveje og blinde bo­ligveje. Dertil kom et stort antal stier, som gør det muligt at færdes uden at skulle krydse større veje med hurtigkørende trafik. Kvaglund har en meget gunstig beliggenhed ret tæt på motorvejen, luft­havnen og de indre bydele af Esbjerg. Bydelen fik også som et af de første byområder i Esbjerg se­paratkloakering, noget som nu bliver gennemført i Esbjergs ældre bydele med store udgifter til følge.

Parcelhusområderne i Kvaglund blev pålagt ret stramme servitutter for at skabe ro og harmoni ved materialevalg og tagkonstruktioner, som medførte at parcelhusområdet i Kvaglund fik et roligt og harmonisk udseende, som man ikke finder i mange nyere parcelhusområder, hvor bygherrerne har haft mulighed for at bestemme mere selv, og hvor man derfor ser mange huse bygget uden hen­syn til det samlede indtryk.

Hele Kvaglund kan opfattes som en stor haveby. Sådanne havebyer var der blevet bygget mange af i Tyskland, U.S.A., England og også i Danmark. Man kan læse om dem i Helle Ravns og Peter Dragsbos fine bog: ”Havebyen. Havebyer i Danmark, England og Tyskland før, nu … og i fremtiden.”, som udkom i 2016. Desværre er Kvaglund ikke medtaget. Esbjerg havde haft en meget stor tilflytning i årene under og efter den Anden Verdenskrig. Denne tilflytning forventede man ville fortsætte efter kommunesammenlægningen i 1970. Egnsplanens prognoser var baseret på 1960’ernes udvikling, som var projiceret ud til to fremtidige planlægningsårstal, nemlig år 1985 og år 2000. Antallet af indbyggere i den nye Esbjerg storkommune efter kommunesammenlægningen i 1970 forventedes at stige fra ca. 75.000 i 1970 til ca. 95.000 i 1985 og hele 118.000 indbyggere i 2000. Sådan kom det ikke til at gå. I år 2000 var der kun 82.911 indbyggere. Der manglede altså ca. 35.000 indbyggere for at nå prognosens mål. I dag er indbyggertallet kun svagt stigende.

Men da Kvaglund blev udviklet strømmede der folk til fra den indre meget tætbyggede by, som Esbjerg var dengang. Her kunne folk komme ud i grønne velplanlagte bydele med nye boliger og institutioner, lys og frisk luft. I den indre by af Esbjerg blev det nødvendigt at lukke flere skoler. Børnene og deres forældre var simpelthen flyttet. Men der var tale om en flytning inden for kommu­nen. Den store tilflytning, som Esbjerg havde oplevet indtil 1970 udeblev. Det skyldtes, at tilflytnin­gen var kommet fra vestjyske landområder, hvorfra overskudsbefolkningen allerede var flyttet til bedre muligheder for uddannelse og arbejde.

Desværre blev Kvaglund ret hurtigt udsat for hård kritik. Måske var der nogle byggeentreprenø­rer, som syntes, at de havde mistet en mulighed for selv at købe jorden og udstykke og sælge grun­dene, sådan som det var sket ved tidligere udstykninger. Dagbladet Vestkysten fremkom med mange artikler om vold og terror i Kvaglund. Derfor besluttede Esbjerg Kommune at gennemføre en stor undersøgelse af Kvaglund. Denne opgave fik Sydjysk Universitetscenter, hvor Flemming Svejstrup skrev: ”Kvaglund – rapporten. Signalement af et Boligområde”, som kom i 1978, og som fylder 145 sider. Kvaglundrapporten hviler på en kvantitativ intensivinterviewundersøgelse omfattende 340 beboere i Kvaglund udvalgt repræsentativt i forhold til boligform, alder og køn, en kvalitativ under­søgelse med nøglepersoner og observation af børnegrupper. Kvaglundrapporten kunne ikke doku­mentere Vestkystens påstande. Der var ingen af de interviewede, som havde oplevet eller hørt om eksempler på den kriminalitet som ”Vestkysten” mente, der var i Kvaglund.

Kvaglundrapporten om Vestkystens artikler:
”Dagbladet ”Vestkysten” har i en række artikler beskæftiget sig en del med vold og terror i Kvaglund.
”Næsten alle, der er blevet intensivinterviewet i Kvaglund reagerer kraftigt på ”Vestkystens” artikler og kalder dem sensationsjournalistik uden bund i virkeligheden. ”Den vold, der er omtalt i aviserne, er det noget I mærker til? ”Nej overhovedet ikke. Vi har ikke været udsat for den. Jeg ved heller ikke hvor stort problem det er, eller om det bare er en god historie, som journalisten har fundet på”.

Alligevel fortsatte pressens artikler om Kvaglund. I 1980 kom der en stor artikel i Esbjerg Uge­avis med overskriften: ”Kvaglundbanden”: Noget man hører om, men intet kender til”. Der var altså nogen, der mente, at Kvaglund skulle have ry for at huse bander, også selv om avisen intet kunne dokumentere.

I Jydske Vestkysten kunne man så sent som 11. januar 2019 læse: ”Midtbyens småbørn risikerer vuggestueplads i Kvaglund”. I artiklen står der naturligvis ikke noget om, hvad risikoen ved Kvaglund skulle være. Men den slags negativ omtale virker selvfølgelig meget ubehageligt på Kvaglunds beboere og ikke mindst på folk, der måske overvejer at flytte til Esbjerg og Kvaglund.

Den 15.6 2020 skrev Jydske Vestkysten: ”Kulturhus skal redde Kvaglund.” Der står i artiklen, at Kvaglund skal reddes fra tyrkiske familier. Men det er et frit opfundet postulat.

Havebyen Kvaglund omfatter også de overordentligt velholdte grønne områder med etagehuse og rækkehuse.

Kvaglund er omgivet af megen natur og har mange stier , som man kan gå og cykle ture på i fred og sikkerhed for biler. Også på den måde har Kvaglund en god beliggenhed. Man kan spadsere mange skønne ture i områderne i og omkring havebyen Kvaglund, og hvor børnene kan lege i fred og sikkerhed på de grønne torve.