KVAGLUND 50 ÅR
Skrevet af bestyrelsesmedlem Jens Peter Østergaard 2022
Her i 2022 er det 50 år siden, de første kunne flytte ind i nye huse i havebyen Kvaglund. Som tilflytter var det dengang meget vanskeligt at finde en bolig i Esbjerg. Boligforeningerne havde ventelister på 10 år, og så duede det jo ikke at flytte til Esbjerg. Efter nogen tid var vi ved at opgive Esbjerg. Men så blev vi gjort opmærksom på den nye bydel Kvaglund, som var ved at blive bygget. Her var der påbegyndt bygning af mange parcelhuse, som skulle deltage i en byggeudstilling efter sommerferien. Den nye bydel lå ganske vist lidt ude på landet, sagde man. Vi kørte derud ad en smal, hullet grusvej og kom så til byggepladsen med vældige udgravninger til veje og kloakker. Adgangen foregik derfor over marker og udgravninger med vandpytter. Vi indså, at der her var en mulighed for at købe et hus til en overkommelig pris til indflytning et stykke ind i september 1972. Så det gjorde vi. Vejret i foråret 1972 var meget fint med vedvarende østenvind. Måske var det en fordel, at vinden ikke var vestlig. Kvaglund blev planlagt som en helt selvstændig ny bydel med næsten alle faciliteter. Der var børneinstitutioner, skole, gymnasium, et stort plejehjem og et center for svagføre. Med tiden blev der bygget 614 parcelhuse, hvortil kom 830 lejligheder i etageboliger og rækkehuse.
Hele den nye bydel blev planlagt med et differentieret trafiksystem, så beboerne kunne færdes uden gennemkørende trafik. På kortet herover kan man se planen for Kvaglund som den var i 1972. Måske var det ikke helt forkert, når man sagde, at det lå lidt ude på landet. Der blev planlagt en svømmehal ved skolen. Men så kom oliekrisen i 1973, så svømmehallen blev ikke til noget. Et stort vejanlæg syd for rækkehusene blev også opgivet. Men man nåede at bygge de store støjvolde, som i dag virker meget umotiverede. Kun den nu lidet benyttede Højdevej blev bygget i halv udgave. Måske vil Højdevej fremover kunne udbygges, så tilgængeligheden til Kvaglund kan blive bedre. Der var planlagt et indkøbscenter, men det blev heller ikke til noget før flere år senere og så i reduceret form. Købmand Jessen indrettede en lille butik i et parcelhus på Fyrrelunden. Det var den eneste indkøbsmulighed i flere år. I 1985 blev den kirke bygget, som vi har nu.
Der blev bygget et 14 etagers højhus kaldet Kridthuset på det område, hvor centret var planlagt. Det var en misforståelse, og Kridthuset blev revet ned i 2008. Ingen protesterede over denne nedrivning. Nu er der udsigt til, at der bliver bygget et nyt indkøbscenter, og at biblioteket bliver omdannet til et folkehus.
Der er allerede udpeget en leder af Folkehuset. Det er Allan Skovgaard Jensen, som ses her ved siden af sin kaffevogn indrettet i en såkaldt tuc tuc. som vist på billedet. Den kører rundt i kvarteret flere gange om ugen, og kan bestilles til f.eks. torvemøder.
Igennem alle årene har der været en grundejerforening for havebyen Kvaglund, som har varetaget grundejernes fælles interesser. Den første formand var advokat Dresing.